Praliné
Se her hvordan du laver praliné, som er en virkelig lækker hasselnøddecreme, der er god i f.eks. fyldte chokolader og desserter.
Sådan ser det ud inden det bliver blendet til hasselnøddecreme.
Ingredienser
til 1 portion- 150 g hasselnødder (du kan også bruge mandler)
- 1⁄2 dl vand
- 125 g sukker
- evt. 1 tsk citronsaft eller eddike (forhindrer karamellen i at krystallisere)
- 40 g chokolade (jeg brugte mørk chokolade, men du kan sagtens bruge lys chokolade)
Sådan laver du praliné
- Rist hasselnødderne på en tør pande i ca. 10 minutter ved middel varme, til skallerne begynder at løsne sig. Kom de ristede hasselnødder op i et rent viskestykke, og gnid skallerne af.
- Kom vandet op i en gryde, og drys sukkeret i. Tilsæt evt. citronsaft eller eddike - det forhindrer karamellen i at krystallisere.
- Kog sukker og vand sammen ved middel varme, til du har en lys gylden karamel. Hold godt øje med, det ikke brænder på.
- Kom de ristede hasselnødder op i gryden til karamellen, og vend det rundt. Hæld det ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad det køle helt af.
- Hak imens chokoladen helt fint, og sæt det til side.
- Bræk nøddekaramellen i mindre stykker, og blend dem i en foodprocessor eller minihakker, til du har en glat puré. Det tager lidt tid, og du skal skrabe siderne ned flere gange undervejs. Pas på din blender og hold pauser undervejs, hvis den begynder at blive varm.
- Tilsæt den finthakkede chokolade, og blend det med, til det er smeltet sammen med nøddecremen. Så er din praliné klar!
Se også:
Hjemmelavet Nutella
Hvad kan jeg bruge det til?
Praliné er super lækkert at bruge i mange forskellige sammenhænge. Du kan f.eks. servere det til nemme pandekager eller vafler eller bruge det i fyldte chokolader ved at tage denne opskrift på fyldte chokolader med nougat og udskifte nougaten med praliné.
Det kan også bruges som frosting/creme til kager, som fyld mellem to cookies, eller tilføjes i desserter, kager, frosting og mousser, f.eks. disse:
Nem chokoladeis uden ismaskineVerdens bedste tiramisuChokoladekage med chokolademousse
Hvad er forskellen på nougat og praliné?
Nougat er ligesom praliné også en hasselnøddecreme lavet med ristede hasselnødder og chokolade, så den primære forskel er, at der ikke er karamel i nougat, men blot lidt sukker til at søde cremen med.
Fakta om opskriften
Måltid: Dessert
Oprindelse: Det franske køkken
Smag: hasselnødder, chokolade, karamel
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for hasselnøddepraliné
Kalorier: 1710 kcal
Kulhydrater: 154 gram
Fedt: 108 gram
Protein: 23 gram