Risengrød i stegepose
Det er simpelthen så nemt at koge risengrød i stegepose, for man skal ikke røre i det undervejs, og man undgår helt, at grøden brænder på.
Ingredienser
til 2 personer- 100 g grødris
- 6 dl sødmælk eller letmælk
- salt
- stegepose str. L
Til servering
- smør og kanelsukker
Sådan laver du risengrød i stegepose
Bring en stor gryde med vand i kog.
Hæld grødrisene i stegeposen, og tilsæt mælk (det er nemmest at gøre, hvis stegeposen ligger i en stor skål).
Luk den fyldte kogepose til med den vedlagte lukkeclips. Klip et par små huller i toppen af kogeposen tæt ved lukkeclipsen (så dampen kan slippe ud under kogningen).
Kom stegeposen med ris og mælk i det kogende vand.
Hvor lang tid skal risengrøden koge?
Lad risengrøden koge i stegeposen i ca. 1 time og 15 minutter. Tjek evt. efter 1 time, om risene er møre.
Tag stegeposen op af vandet, når grøden er færdigkogt. Kom posen i en skål, og åbn forsigtigt for den - pas på, du ikke brænder dig på den varme damp, der vil stige op fra posen, når du åbner den.
Hæld risengrøden i en skål, og smag til med salt.
Servér med en smørklat og kanelsukker til.
Brug f.eks. risengrøden til:
Klatkager uden ægRisalamande
Hvor meget skal man beregne pr. person?
Som udgangspunkt skal man beregne ca. 350 g færdigkogt risengrød per person, når grøden skal spises som hovedret. Skal man bruge den til f.eks. risalamande, skal man i stedet beregne 150-175 g færdigkogt grød.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret eller dessert
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Kogetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for risengrøden
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 372 kcal | 743 kcal |
Kulhydrat | 53 g | 106 g |
Protein | 14 g | 27 g |
Fedt | 11 g | 23 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve risengrøden (lavet på sødmælk). Beregningen omfatter ikke smørklatter og kanelsukker.