Rocky Road med Digestive kiks
Skøn opskrift på Rocky Roads med knasende stykker Digestive kiks, blød karamel og små skumfiduser. De er virkelig simple at lave, ser flotte ud og er helt perfekte som en lækker snack, når man har brug for lidt sødt. Jeg skar dem ud i store stykker, men du kan sagtens skære dem ud i mindre stykker, så du får flere.
Ingredienser
til 12 stk- 300 g mørk chokolade
- 40 skumfiduser (eller mini marshmallows)
- 100 g bløde flødekarameller
- 100 g Digestive kiks
- Evt. ekstra Digestive kiks til pynt
Smelt chokoladen i en gryde ved lav varme eller over vandbad. Hvis du anvender store skumfiduser, skal de klippes i mindre stykker. Pak flødekaramellerne ud af papiret, og halver dem enten med en saks eller en kniv. Bræk også Digestive-kiksene i halve.
Bland den smeltede chokolade med skumfiduserne (eller mini marshmallows), karamelstykkerne og til sidst kiksene. Vend det forsigtigt sammen, så kiksene ikke går for meget i stykker. Fordel massen i en form beklædt med bagepapir (ca. 22 x 12 cm, hvis du laver 12 stk.).
Sæt formen på køl, og skær dine Rocky Roads ud, når chokoladen er stivnet. Opbevar dem på køl i en lufttæt beholder - så smager de bedst.