Smørcreme til chokoladekage
Se hvor nemt det er, at lave den lækreste smørcreme til din chokoladekage, og det tager kun 7 minutter.
Hvor stor en chokoladekage rækker smørcremen til?
1 portion af smørcremen rækker til et godt tykt lag på en chokoladekage på ca. 24 cm i diameter (svarer til en almindelig springform eller tærtefad) eller til en firkantet kage på ca. 20x23 cm.
Ingredienser
til 1 portionValgmulighed 1: Smørcreme med kakao
- 200 g smør (blødt)
- 300 g flormelis
- 50 g kakaopulver
Valgmulighed 2: Smørcreme med chokolade
- 200 g smør (blødt)
- 250 g flormelis
- 100 g mørk chokolade
Valgmulighed 1: Smørcreme med kakao
Pisk smørret luftigt med en elpisker. Pisk flormelis i lidt ad gangen.
Pisk kakaopulveret i og smør smørcremen på din chokoladekage. Sørg for at kagen er kølet helt af inden cremen smøres på - ellers kan den flyde ud.
Opbevar kagen i køleskabet, hvis den ikke skal serveres med det samme.
Valgmulighed 2: Smørcreme med rigtig chokolade
Smelt chokoladen ved lav varme i en gryde eller i mikroovnen. Lad den køle af til stuetemperatur.
Pisk smørret luftigt i en skål (brug en elpisker). Pisk flormelis i lidt ad gangen.
Pisk den smeltede chokolade i smørcremen.
Smør den lækre chokoladecreme ovenpå kagen (husk at kagen skal være kølet helt af først).
Tip
Hvis smørcremen er for stiv, kan du tilsætte lidt mælk eller kogende vand. Nøjes med 1 spiseskefuld ad gangen, så du ikke pludselig tilsætter for meget væske.
Hvis cremen er for flydende, kan du tilsætte ekstra flormelis.
Brug f.eks. smørcremen til en af disse kager:
Nem chokoladekage i springformSvampet chokoladekage med kærnemælk
Kan den fryses?
Ja, smørcremen kan godt fryses - både for sig selv, og efter den er smurt på kagen. Sørg blot for at den er pakket godt ind, f.eks. i en lufttæt beholder.
Hvilken smør er bedst til smørcreme?
Brug rigtigt smør (ikke smørbar). Du kan bruge både saltet og usaltet smør.
Kan den laves vegansk?
Ja, du kan bruge vegansk smørblok, hvis smørcremen skal være vegansk.
Fakta om opskriften
Arbejdstid i køkkenet: (hvis du laver varianten med kakao).
Oprindelse: Det danske køkken
Hvorfor skal du lave smørcreme? Fordi det kan forvandle selv den mest simple chokoladekage til den lækreste dessert.
Næringsindhold for smørcreme med kakao
pr. 100 gram | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 522 kcal | 2873 kcal |
Kulhydrat | 56 g | 310 g |
Protein | 2 g | 12 g |
Fedt | 32 g | 175 g |
Næringsindhold for smørcreme med rigtig chokolade
pr. 100 gram | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 553 kcal | 3041 kcal |
Kulhydrat | 52 g | 286 g |
Protein | 2 g | 8 g |
Fedt | 38 g | 207 g |