Coleslaw dressing (med den helt rigtige smag)
Super nem opskrift på den lækreste dressing til coleslaw, der smager SÅ meget bedre end dem man kan købe.
Ingredienser
til 4 personer- 150 g creme fraiche 18% (du kan også bruge 9% eller 38%)
- 75 g mayonnaise
- 1 1⁄2 spsk eddike
- 1 spsk sukker
- 3 tsk dijonsennep
- salt
- peber
- evt. 1 tsk spidskommen (kan sagtens udelades)
Derudover
- 3 gulerødder
- 1⁄2 hoved spidskål
- evt. lidt purløg til drys
Sådan laver du dressingen
Rør creme fraiche, mayonnaise, eddike og sukker sammen i en skål.
Der kan være stor forskel på hvor stærk dijonsennep er, så tilsæt lidt ad gangen og smag til.
Smag dressingen til med salt og peber og evt. spidskommen.
Lav coleslaw'en
Skræl gulerødderne og riv dem på den grove side af rivejernet. Snit kålen fint.
Bland gulerødder og kål sammen i en skål, og vend dressingen i lidt ad gangen til du har den ønskede konsistens. Hvis der er dressing til overs kan du servere den ved siden af.
Lad gerne coleslaw'en trække minimum en halv time i køleskabet, så den lige kan sætte sig (kan udelades hvis du ikke har tid til det).
Drys evt. med lidt friskhakket purløg inden servering.
Hvad passer coleslaw til?
Jeg serverer det f.eks. til alle former for grillmad. Her er nogle af mine favoritter:
Pulled porkBurgerSpareribs
Hvilken creme fraiche er bedst til coleslaw dressingen?
Jeg bruger creme fraiche på 18%, men du kan også bruge 38%, hvis du ønsker en ekstra cremet og fuldfed dressing.
Fraiche på 9% kan også godt bruges, hvis dressingen skal være lidt sundere.
Jeg synes at den på 18% fra Rema 1000 er dejlig cremet, så den bruger jeg ofte, men du kan også sagtens bruge andre mærker.
Skal det være ekstra luksus, kan jeg anbefale den fra Løgismose på 18% (kan f.eks. købes i Netto). Den er ekstra tyk og cremet i konsistensen - nærmest som dem på 38% - og smager virkelig godt. Men den er også lidt dyrere.
Kan den laves uden creme fraiche?
Ja, du kan godt bruge f.eks. græsk yoghurt, skyr eller lignende i stedet for creme fraiche.
Hvis du helt vil undgå mælkeprodukter, kan du lave den med ekstra mayonnaise (gerne hjemmelavet) i stedet for creme fraiche. Så bliver den dog ret fed, men den kan evt. smages til med ekstra eddike eller lidt citronsaft.
Hvor længe kan coleslaw holde sig?
Det kan godt holde sig 3-4 dage i køleskabet. Hvis du venter med at blande dressingen og grøntsagerne sammen, kan dressingen godt holde sig 5 dage i køleskabet.
Skal coleslaw trække?
Ja, den har godt af at trække minimum en halv time i køleskabet inden servering, men hvis du ikke har tid til det, kan det godt undlades.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det amerikanske køkken
Tidsforbrug: (og evt. 30 min. trækketid)
Næringsindhold for dressingen
pr. 100 gram | pr. person | total | |
---|---|---|---|
Kalorier | 134 kcal | 269 kcal | 1077 kcal |
Kulhydrat | 5 g | 11 g | 43 g |
Protein | 2 g | 4 g | 14 g |
Fedt | 11 g | 23 g | 91 g |
Næringsberegningen omfatter hele opskriften - altså både dressing og grøntsager.
Er coleslaw sundt?
Både ja og nej. Grøntsagerne er jo sunde, men som du kan se i næringsberegningen ovenfor, så indeholder dressingen en del kalorier.