Gammeldags opskrift på rabarbergrød (siet)
I den her simple opskrift på gammeldags rabarbergrød, sies klumperne fra, så grøden bliver ekstra fin og lækker. De syrlige rabarber sødes med sukker og vanilje, så grøden både smager friskt og sødt.
Ingredienser
til 2 personer- 400 g rabarber
- 5 dl vand
- 50 g sukker
- 1⁄2 tsk vaniljepulver
- 5 tsk kartoffelmel
- 1 dl vand
Serveringsforslag
- fløde
- vaniljeis
Fremgangsmåde
Rens rabarberne for jord, og skær enderne fra.
Skær rabarberne ud i små stykker, og kom dem i en gryde med vandet. Kog det op, og lad det simre i 20-25 minutter – eller til rabarberne er helt udkogte og trævlede.
Si rabarbergrøden og jævn den
Si rabarberstykkerne fra, og kom saften op i gryden igen. Smag til med sukker og vaniljepulver - der kan også bruges almindelig vaniljesukker eller en tilsvarende mængde friske korn fra vaniljestang. Kog saften op igen, og tag den så af varmen.
Bland kartoffelmel og vand i en kop, og rør det i saften lidt ad gangen under konstant omrøring, til det bliver til en tyk grød. Kom mere eller mindre i afhængigt af, hvor tyk du vil have din rabarbergrød.
Servér grøden lun, eller lad den køle helt af. Hæld evt. lidt fløde over.
Se også:
Nem rabarberkompot i gryde