Ribbensteg på grill
Se her hvordan du tilbereder den perfekte ribbensteg på grill, så du får knasende sprøde svær og saftigt kød.
Ingredienser
til 4 personer- 1 ribbensteg (á ca. 1100 gram)
- kogende vand
- 4 laurbærblade
- 1 tsk peberkorn
- groft salt
Derudover skal du bruge
- 1 aluminiumsbakke
- sølvpapir
Sådan griller du en ribbensteg
- Start med at forvarme grillen til 210-220 grader.
- Gå sværen efter, og sørg for, at den er ridset helt igennem uden at ridse ned i selve kødet. For at få sprøde svær er det nemlig vigtigt, at sværen er ridset grundigt.
- Læg stegen med sværen nedad, og hæld kogende vand på, til det lige akkurat dækker sværen. Tilsæt laurbærblade og hele peberkorn til vandet. Sæt alubakken på grillen, og grill stegen i ca. 15 minutter.
- Tag kødet op af alubakken, og drys sværen med rigeligt groft salt.
- Lav ca. seks kugler af stanniol, og brug dem til at lægge stegen på, så den er hævet over vandet i bunden af alubakken, og sværen er nogenlunde jævn. Se opsætningen her:
- Tilføj evt. ekstra vand til alubakken, hvis du skal bruge stegesky til brun sovs.
- Grill ribbenstegen ved indirekte varme i ca. 1 time og 40 minutter, til sværen er super sprød. Er sværen ikke sprød, kan du grille stegen i 10 min. ekstra ved høj varme. Sørg for at holde låget lukket under hele grillningen, så varmen er nogenlunde konstant.
- Lad stegen hvile utildækket i 10-15 minutter, før du skærer i den.
Tip:
Er der rester af kødet, kan du bruge det i en lækker ribbensandwich.
Ofte stillede spørgsmål
Få svarene på de mest almindelige spørgsmål til opskriften herunder.
Hvorfor skal man koge sværene først?
Man koger sværene først, fordi så åbner de sig, og det er lettere at få dem ordentligt sprøde.
Hvad skal kernetemperaturen være?
Bruger du et stegetermometer, skal du gå efter en centrumtemperatur på 68-70 grader. Hvis du måler undervejs, og sværen ikke er sprød, når stegens kernetemperatur er på 62 grader, kan du skrue op for varmen på grillen det sidste stykke af stegetiden.
Kan man tilberede ribbenstegen på rotisserie?
Ja, efter sværen er kogt i vandet, kan du sagtens tilberede ribbenstegen på rotisserie. Sørg blot for at have en alubakke nedenunder til at opsamle fedt og stegesky, så du ikke risikerer, der opstår fedtbrand.
Kan man langtidsstege den?
Jeg synes ikke, det kan svare sig at langtidsstege ribbenstegen, når man i forvejen får super saftigt kød ved at stege den i et par timer.
Hvis du griller på kulgrill i stedet for gasgrill
I opskriften har jeg brugt en gasgrill. Hvis du i stedet bruger kulgrill, skal du være opmærksom på ikke at sætte alubakken direkte over kullene, da stegen skal grilles ved indirekte varme. Sørg også for at have nye kul klar undervejs, så du kan spæde til og holde en konstant, forholdsvis høj temperatur på grillen.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Forberedelsestid:
Samlet grilltid (inkl. hviletid):
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for grillet ribbensteg
pr. person | hele ribbenstegen | |
---|---|---|
Kalorier | 754 kcal | 3018 kcal |
Kulhydrat | 1 g | 6 g |
Protein | 47 g | 187 g |
Fedt | 63 g | 253 g |
Lækkert tilbehør til grillet flæskesteg
Få inspiration til, hvad du kan servere som tilbehør til ribbenstegen herunder:
Sommer tilbehør
Når der skal en sommerflæskesteg på grillen, er det rigtig lækkert at servere dette tilbehør til:
Kartofler på grillSalat til grillmadGrillet spidskål
Klassisk tilbehør
Skal tilbehøret være helt klassisk, kan du tage et kig på disse opskrifter:
Hjemmelavet rødkålBrune kartoflerSalat der passer godt til flæskesteg og ribbensteg