Tilbehør til falafel
Det perfekte tilbehør til falafler med lækre friske grøntsager, cremet feta og en god dressing. Så kan du lave den bedste pita falafel, lækre wraps eller en god falafel bowl.
Ingredienser
til 4 personer- 1 agurk
- 1⁄2 spidskål
- 1 spsk citronsaft
- 1 spsk olivenolie
- salt
- peber
- 1 håndfuld bredbladet persille
- 2 avocadoer
- evt. 1 frisk chili
- 200 g feta
- dressing (se opskrift på den bedste dressing til falafel her)
- evt. hummus (færdiglavet eller hjemmelavet)
- pitabrød eller fladbrød
Sådan laver du tilbehøret
Skyl agurken, og flæk den på langs. Skrab de våde kerner i midten ud med en ske, og kassér dem. Skær agurken i tynde skiver.
Skyl spidskål, og snit det fint. Hæld citronsaft og olivenolie over, og krydr kålen med salt og peber. Klem spidskålen godt med fingrene, så den bliver lidt mere mør i konsistensen.
Skyl bredbladet persille grundigt, og pluk bladene fra stilkene.
Flæk avocadoerne, og fjern sten og skræl. Skær avocadokødet i skiver (dryp det evt. med lidt citronsaft, så det ikke bruner).
Skyl evt. chilien, og snit eller hak den fint. Fjern kernerne fra chilien, hvis du ikke er så meget til stærk mad.
Skær fetaen i tern, hvis den ikke er skåret på forhånd.
Servér falaflerne med det lækre grønne tilbehør, en god dressing og evt. hummus i pitabrød eller på fladbrød.
Lav en lækker falafel bowl
Vil du gerne undgå brødet, kan du lave en lækker falafel buddha bowl med alle elementerne fra opskriften - anret det flot i en skål, og pynt med bredbladet persille.
Hvis du vil have couscous til
Til 4 personer skal du beregne ca. 1 1/2 dl couscous. Kom couscoussen op i en skål, drys med salt og overhæld det med 3 dl kogende vand. Dæk til med husholdningsfilm eller stanniol, og lad det stå i 5 minutter.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det arabiske køkken
Arbejdstid i køkkenet:
Brug i: Pita, bowl, fladbrød
Næringsindhold for tilbehøret
pr. 100 gram | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 109 kcal | 293 kcal | 1173 kcal |
Kulhydrat | 3 g | 8 g | 34 g |
Protein | 4 g | 11 g | 45 g |
Fedt | 8 g | 23 g | 91 g |
Næringsberegningen omfatter ikke dressing, hummus, brød eller couscous.
Mere lækkert tilbehør til falafler
Skal der endnu mere godt tilbehør på bordet, kan jeg anbefale disse lækre opskrifter:
Syltede rødløgLækker couscoussalat med fetaQuinoasalat med avocado og cherrytomater
Skal du lave den helt perfekte autentiske pita falafel, er det virkelig luksus at servere lækre hjemmebagte pitabrød til.