Tøm køleskabet salat med kylling
Den her lækre tøm køleskabet salat med kylling er perfekt, når du skal have ryddet ud i køleren. Brug lige de grøntsager, du har liggende, og vælg den dressing, du kan lave med de ingredienser, du har til rådighed.
Ingredienser
til 2 personer- 2 kyllingefileter (enten rå eller forstegte)
- salt
- peber
- evt. krydderier (efter smag)
- olie (eller smør til stegning)
- 250 g salat (f.eks. hjertesalat, icebergsalat, hovedsalat eller spidskål)
- Ca. 600 g grøntsager (jeg brugte en blanding af gulerødder, grønne bønner, ærter, peberfrugt, tomat og rødløg, men du kan bruge lige det, du har liggende)
Dressing valgmulighed 1
- 2 dl creme fraiche ´eller andet surmælksprodukt, f.eks. yoghurt naturel, fromage frais eller lignende
- evt. 1 spsk mayonnaise (kan sagtens undlades)
Dressing valgmulighed 2
- 1 dl eddike
- 3 spsk sukker eller dobbelt så meget akaciehonning
- 1 dl olie
Smagsvarianter til dressingen
- 1 1⁄2 spsk dijonsennep (hvis du laver dressing 1, skal du kun bruge ca. halvdelen af denne mængde)
- 2 tsk karry
- hvidløg eller hvidløgspulver
- friske krydderurter (f.eks. purløg, persille eller dild)
Hvis du bruger forstegte kyllingefileter, skal de skæres i mundrette stykker. Bruger du rå, skal du starte med at stege kyllingefileterne. Krydr dem med salt, peber og krydderi efter smag, og steg dem i olie eller smør, til de er gennemstegte. Lad dem hvile, og skær dem efterfølgende i skiver.
Skyl salaten, og riv eller skær den i mundrette stykker. Bruger du kål, skal det snittes fint. Jeg brugte en blanding af hjertesalat og spidskål, for det var lige det, jeg havde rester af i køleskabet. Forbered alle grøntsagerne ved at skylle og evt. skrælle dem. Skær grøntsagerne i tern eller mundrette bidder. Bruger du gulerødder, kan det være en god idé at rive dem.
Muligheder til dressing
Du har nu to valgmuligheder, når det kommer til dressing - enten kan du lave en dressing på creme fraiche eller et andet surmælksprodukt (valgmulighed 1), eller du kan lave en olie-eddikedressing (valgmulighed 2).
Herefter kan du vælge, hvilken smag du vil have i dressingen. Vælg imellem dijonsennep, karry, hvidløg og friske krydderurter - alt afhængig af, hvad du har til rådighed, og hvad du foretrækker. Mulighederne kan også fint kombineres.
Valgmulighed 1
Kom creme fraiche eller det valgte surmælksprodukt op i en skål, og rør det sammen med den smagsvariant, du har valgt. Bruger du hvidløg, kan du rive det fint i dressingen - husk at smage til, så det ikke bliver for kraftigt. Bruger du krydderurter, skal de skylles og hakkes fint. Smag til sidst dressingen til med salt og peber.
Valgmulighed 2
Rør eddike og sukker sammen, til sukkeret er opløst. Bruger du honning, skal det blot røres til en homogen masse med eddiken.
Pisk olien i lidt ad gangen, og smag til med salt og peber. Hvis du synes, dressingen er for syrlig, kan du også smage til med mere sukker.
Tilsæt smag til dressingen
Tilsæt nu den smag, du har valgt. Bruger du hvidløg, kan du rive det fint i dressingen - husk at smage til undervejs, så det ikke bliver for voldsomt. Bruger du krydderurter, skal de skylles og hakkes fint, inden de røres i dressingen. Smag til med salt og peber.
Husk at du også kan bruge tøm køleskabet søgefunktionen her til at finde flere opskrifter med de ingredienser, du har i køleskabet.
Tip
Hvis du har rester af f.eks. kogte ris, pasta eller lignende, kan du også sagtens få dem brugt i salaten.