Tapas bord (mine bedste idéer)
Se hvordan du laver det lækreste tapas bord. Du får opskriften på både pestosnegle og burrata tapas samt masser af inspiration til, hvad du kan købe.
Hvad får man til tapas?
Her har jeg samlet mine forslag til, hvad der skal på det perfekte tapasbord:
- Gode oste (f.eks. Vesterhavsost, Manchego eller cheddar).
- Charcuteri (f.eks. serranoskinke og chorizo).
- Oliven.
- Pesto og aioli eller andre former for dip.
- Lækkert brød og kiks (f.eks. tapasbrød eller hjemmelavede tapas kiks).
- Sprøde snacks (f.eks. saltmandler eller rugbrødschips).
Gode små retter til tapas bordet
Længere nede får du opskrifterne på de pestosnegle og burrata tapas, som jeg elsker at lave til tapas bordet, men jeg vil også lige anbefale de her små tapasretter:
Lækker tapas salatCarpaccio tapasSpanske tapas kartoflerPadron peber i ovn
Og lad os så komme i gang med at lave de lækre pestosnegle og burrata tapas 😀
Ingredienser
til 6 personerPestosnegle
- 1 rulle butterdej
- 100 g pesto (rød eller grøn eller en blanding)
- 100 g serranoskinke (eller parmaskinke)
Burrata tapas
- 500 g cherrytomater
- 1 rødløg (lille)
- 50 g blandet salat
- 1 kugle burrata
- 1⁄2 bdt basilikum
- 1 spsk olivenolie
- 2 tsk balsamico
- salt
- peber
Sådan laves de nemme pestosnegle
Forvarm ovnen til 200 grader.
Læg butterdejspladen ud på køkkenbordet, og smør pestoen på hele pladen. Du kan både bruge rød og grøn pesto, og du kan også bruge begge dele og smøre halvdelen med den ene slags og den anden halvdel med den anden slags.
Fordel serranoskinken ovenpå pestoen.
Rul butterdejen sammen til en roulade, og skær den i skiver. Læg pestosneglene på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag dem i ovnen i ca. 18 minutter, til de er sprøde og gyldne.
Sådan laver du burrata tapas
Skyl cherrytomaterne, og skær dem i halve. Pil rødløg, og skær det i helt tynde skiver.
Fordel den blandede salat på et fad eller en tallerken (husk at skylle den først, hvis den ikke er det i forvejen).
Spred tomater og rødløg ud på salaten, og placér burrataen i midten.
Hak basilikum groft, og drys det udover. Hæld til sidst olivenolie og balsamico over, og krydr med salt og peber.
Hjemmelavede dips til tapas bordet:
Grøn pesto med mandlerHjemmelavet hvidløgsmayoArtiskokcreme
Inspiration til anretning af tapas bordet
Jeg kan godt lide at anrette de forskellige ting på et tapas bræt eller serveringsfad, så man selv kan tage for sig af de lækre sager, men du kan også sagtens lave individuelle tapas tallerkener.
Det ser super flot ud, når man blander tingene på serveringsbrættet, så der f.eks. ligger lidt oliven eller mandler inde imellem de forskellige slags oste, skinke og pølser. Skal det være ekstra pænt, kan du pynte med lidt frisk basilikum, så det får et grønt pift.
Dip og dressinger kan kommes op i små skåle eller glas, og de forskellige små tapas retter anretter jeg som oftest lidt for sig selv, så de står mere frem på tapas bordet.
Ofte stillede spørgsmål til opskriften
Få svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål til opskriften herunder:
Hvor meget skal man beregne pr. person?
Det kommer meget an på, om det skal serveres som hovedret, og hvor mange elementer, du har på dit tapas bord. Som en tommelfingerregel kan du dog beregne følgende mængder pr. person:
- 2 stykker af hver type pålæg
- Ca. 40 g af hver slags ost
- Ca. 30 g af hver slags dip (ca. 2 spsk)
Hvor meget brød?
Der går som oftest en del brød til tapas, men mængden kommer meget an på, hvor mange slags brød, du serverer, og om der også er kiks eller rugbrødschips på bordet.
Vil du servere f.eks. flutes eller ciabatta brød, kan du regne med, at ét brød er nok til 2-3 personer (afhængig af størrelsen på brødet).
Hvad kan man servere som dessert til tapas?
Som dessert er det oplagt at fortsætte temaet og lave små desserthapsere. Se f.eks. disse gode idéer:
Dessert tapasSmå dessert kager
Hvor kommer tapas fra?
Tapas stammer fra Spanien, hvor man både serverer de små retter som forret, snack og hovedret alt efter sammenhængen. I Danmark har vi dog en tendens til at blande italienske og spanske retter og råvarer sammen, når vi sammensætter en tapas menu.
Fakta om opskriften
Måltid: Tapas
Oprindelse: Det spanske køkken
Hvor mange butterdejssnegle får man ud af én portion: 18 stk.
Tidsforbrug (hvis du laver både pestosnegle og burrata tapas):
Arbejdstid i køkkenet:
Bagetid: (burrata anretningen kan laves, imens pestosneglene er i ovnen)
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for pestosneglene
pr. snegl | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 112 kcal | 2020 kcal |
Kulhydrat | 5 g | 95 g |
Protein | 3 g | 47 g |
Fedt | 9 g | 163 g |
Næringsindhold for burrata tapas
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 106 kcal | 637 kcal |
Kulhydrat | 5 g | 28 g |
Protein | 4 g | 24 g |
Fedt | 8 g | 45 g |
- Publiceret d.
- 17.03.23.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Mad fra hele verden ›
- Europæisk ›
- Spansk mad ›
- Tapas