Snacks til velkomstdrink nytårsaften
Vildt lækre snacks, der er helt perfekte at servere som små hapsere til en dejlig velkomstdrink til nytår eller andre fester. De ser imponerende ud, men er super nemme at lave og kan sagtens laves i forvejen.
Inden vi går videre ned til opskriften på de små hapsere, vil jeg også lige tippe dig om de her lækre snacks, der er perfekte at servere til velkomstdrinken eller nytårstalen:
Blinis med rejerCarpaccio tapasRistet rugbrød med laks
Og lad os så komme i gang med at lave nytårs-snacks 🎉
Ingredienser
til 4 personer- 2 skiver parmaskinke
- 1⁄2 bdt purløg
- 1⁄2 bdt persille
- 100 g flødeost naturel
- salt
- peber
- 1⁄4 agurk (lille)
- 50 g cherrytomater
- 12 rugbrødschips (købte eller hjemmelavede)
Sådan laver du nytårs-snacksene
Steg parmaskinken sprød - det kan du både gøre på panden eller i ovnen ved 200 grader i 10 minutter.
Skyl purløg og persille, og hak begge dele fint. Gem evt. lidt af purløget til at pynte med. Rør krydderurterne sammen med flødeosten, og smag til med salt og peber.
Skyl agurk og cherrytomater. Skrab de våde kerner ud af agurken, og kassér dem. Skær både agurk og tomat i helt fine tern.
Anretning
Kom flødeosteblandingen op i en sprøjtepose eller frysepose, og sprøjt små dutter ud på rugbrødschipsene.
Bræk den sprøde parmaskinke i mindre stykker, og sæt dem fast i flødeosten. Drys med de fine tern af agurk og tomat, og drys evt. med purløg.
Kan man lave dem i forvejen?
Det kan man sagtens, men hvis du vil være helt sikker på, at chipsene fortsat er sprøde ved servering, er det en god idé kun at forberede de enkelte elementer i forvejen, så du blot skal anrette snacksene lige inden servering.
Ekstra festlig pynt til nytår
De små kanapeer kan pyntes fint med forskellige spirer, f.eks. rødbedespirer, radisespirer eller løgspirer, så bliver de ekstra fine til nytår.
Fakta om opskriften
Måltid: Snacks
Oprindelse: Det danske køkken
Samlet tidsforbrug:
Hvor mange hapsere bliver der til hver: Der er beregnet 3 hapsere per person.
Næringsindhold for de lækre snacks
pr. hapser | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 42 kcal | 126 kcal | 504 kcal |
Kulhydrat | 2,8 g | 8 g | 34 g |
Protein | 1,5 g | 5 g | 18 g |
Fedt | 2,8 g | 8 g | 33 g |
Velkomstdrinks med bobler, der passer til de små hapsere
De små hapsere er rigtig lækre at servere til en dejlig velkomstdrink med bobler, og jeg kan især anbefale disse:
Velkomstdrink med AstiFrisk drink til nytårVelkomstdrink med rom og champagne
Andre nemme snacks til nytårstalen
Hvis du f.eks. vil servere flere forskellige snacks til Dronningens nytårstale eller gerne vil se nogle andre lækre alternativer til denne opskrift, kan du tage et kig på disse:
Saltede mandlerAppetizer med laksFlere små hapsere